Jeg har haft Björk på hjernen den sidste uges tid. Har gennemlyttet “debut” og “volta” – to af hendes plader. Det gik op for mig, at jeg ikke har hendes “medúlla” plade – en stor fejl, så den må jeg ønske mig i julegave.

Når alle hyper Lady Gaga for at være en samtidens mest revolutionerende kunstnere, som formår at smelte det visuelle sammen med det auditive, så synes jeg, de skal slå koldt vand i blodet, og skue tilbage til Björk og hendes storhedsperiode. Hun formåede om nogen at være spektakulær, selviscenesættende, men stadig med en værdighed og klædelig ydmyghed – modsat Gaga som tror, at hvis hun bare blotter nok af kroppen og vrider den i vulgære drejninger, så er hun revolutionerende. Problemet med Gaga er, at hendes musik ikke formår at indeholde dybde og interessante budskaber, som hendes visuelle performances trods alt har.
Björks univers derimod er finurligt, feminimt, legende, på en gang voldsomt og på samme tid blidt og blødt – og dette udtrykker hun både igennem sin musik, men også igennem hendes musikvideoer og live performances.