Det er måske lidt plat, men når min kæreste og jeg har “date”aften, så handler vi nogle gange ind i Salling Super til vores aftensmad. Det er altså bare noget andet at gå rundt i de brede gange mellem alskens lækkerier fremfor i Netto. Her bugner hylderne af lækre pestoer, tapenader og krydderier, og der er både en meget fristende delikatesse, en slagterafdling og en virkelig velasorteret fiskemand.
Et af Jonas’ højdepunkter for vores lille tur i Salling Super er osteafdelingen – og det er nu også noget dejligt gammeldags og velkendt over at købe sin ost, hvor man får vejledning og et smil med på vejen. Det minder mig om ostebutikken hjemme i Ulstrup, hvor min farmor altid købte ost – helst en Mammen 45+, for det var jo lokalt.
I dag købte vi også brød i Salling Bageren, selvom vi ellers, når vi endelig køber brød, plejer at købe det Briancon på Åboulevarden.

Hvad siger I? Er det en plat form for luksusfølelse? Hvad giver jer følelsen af luksus i dagligdagen?